Allergi

Allergi er den hurtigst voksende folkesygdom. Omkring 20% af befolkningen i Danmark lider af allergisk høfeber. De mest almindelige symptomer på høfeber er gener fra øjne og luftveje, for eksempel nysen, rindende næse, sviende/kløende øjne, kløe i mund og hals, træthed og hududslæt. Man kan også opleve hoste og åndedrætsbesvær. Hos nogle mennesker udvikler høfeber sig til astma.

Allergi skyldes en ubalance i immunsystemet, som forårsager, at der produceres nogle specielle antistoffer mod proteiner (også kaldet allergener) fra fx pollen, husstøv og skæl fra pelsdyr. Stofferne er normalt ufarlige, men ved allergi kan immunsystemet overreagere når man udsættes for allergenerne, og derved udvikles antistoffer, som fæstner sig på særlige celler, kaldet mastceller. Disse mastceller sætter sig fast i øjnenes og næsens slimhinder. Næste gang man kommer i kontakt med allergenet genkender immunforsvaret det, og der frigives histamin. Histamin forårsager nysen, kløende øjne og andre symptomer på allergi.

Allergidiagnose ved hjælp af priktest

Det er vigtigt at finde frem til, hvad man er allergisk overfor, for at kunne komme i rette behandling. En positiv priktest i kombination med den konkrete sygehistorie kan hurtigt og enkelt afklare, hvilke allergener kroppen reagerer på. Fordelen ved en priktest er, at man kan få besked hurtigt.

Kilde: ALK Nordic

Priktest

allergitest - priktest

I klinikken udføres priktest med et standardpanel bestående af 10 reagenser: Birk, græs, bynke, hest, hund, kat, to slags husstøvmider og to slags skimmelsvampe. Desuden sættes en positiv og en negativ kontrol for at sikre, at testen kan anvendes.

Der sættes en lille dråbe af hver reagens på underarmen, hvorefter de prikkes i huden med et lille prik.

Efter at der er prikket skal der gå 15 minutter, før eventuel fremkomst af en let kløende hudreaktion. Herefter aflæses testresultatet, og såfremt der er positive reaktioner, vil du modtage information om eventuel forebyggelse og fremtidige forholdsregler.

VIGTIGT!

Da det er patientens evne til at reagere allergisk, der testes, må der IKKE indtages medicin, der virker antiallergisk i 5 døgn før undersøgelsen. Du må således ikke tage antihistaminer (dvs. de fleste håndkøbs-allergipiller) eller steroidholdige præparater (dvs. receptpligtig eller prednison).

Undlad venligst at anvende creme på underarmene på undersøgelsesdagen.